Tekstboks: Hej Palle 

Her kommer en lille beretning....

Jakob
jlnc@tuknet.dk
www.linie1.dk


Steffen Brandt fra TV2 har i en af hans tekster som hedder; De Er Meget Interesserede, dette afsluttende vers:

På mærkelig forunderlig vis 
klarer vi endnu en dag 
hvis man spørger om vi er lykkelige 
vil vi jo nok svare ja ...
Ja det svarer man altid når man bliver spurgt, men hvorfor siger vi ja når man ikke mener det.
Man svare det nok fordi det er det nemmeste, det var vist det, jeg mente når jeg svarede det.

Pludselig fik jeg nok af at rende rundt med den depression som jeg havde fået samlet op et og andet sted ”ude i byen”. Jeg havde nu spist ”lykkepiller” i omkring 2-2½ år og efter et års tid gik jeg længere ned i kælderen fordi pillerne ikke var nok mere eller så var jeg blevet hærdet af dem.
Kæresten og jeg havde set programmet ”Danmarks Værste Billist” hvori der en gang imellem medvirkede en hypnotisør som afhjalp de medvirkende med de problemer de måtte have hvad angår kørsel.
En dag da jeg sad og surfede på nettet valgte jeg at søge lidt oplysninger om sådan noget hypnose, og BANKO der stod noget om depressioner, og de kunne afhjælpes ved hypnose. Jeg tænkte at det må være det jeg skulle prøve, da jeg har haft nogle uheldige erfaringer med psykologer og psykiatere. Næste konstatering var at finde ud af om der var nogle i Vejle, og det var der, bl.a. Palle så det blev ham der måtte lave en ”renovering” af mig.

Den første gang:

Første gang jeg var derude, fik Palle skrevet alt ned om mine problemer, og rodet det hele sammen så det også gav mening for Palle. Da vi havde fået alt sat på plads førte han mig ind i en let trance, jeg kan stadigvæk sidde og småhygge grine af, at jeg skulle lukke mine øjne og holde mine arme strakte ud og så føre mine hænder sammen, det tog en evighed at få dem sammen, selvom de ikke var langt fra hinanden, da de næsten var sammen sagde Palle sov og vupti nu gad jeg ikke åbne mine øjne – spøjst. Flere gange undervejs sad jeg og tænkte at jeg ikke var i trance, for jeg var jo ved fuld bevidsthed hele vejen igennem – indrømmet jeg var lidt skeptisk, det virker jo lidt hokus pokus agtigt – og især når man ser ”scenehypnose” hvor folk til tider er latterlige.... Men jeg gad faktisk ikke åbne mine øjne, da det var rart at sidde der og ”sumpe” som en og anden zombie!
Undervejs lagde Palle et skjold i mig – i mit tilfælde valgte jeg en mur – hvor alt stopper og ikke kan ramme mig.
Efter ca. 2 timer var første behandling ovre, jeg var lidt træt men det gik nu hurtigt over igen.

Store Tudedag – mit andet besøg!

Anden gang jeg var derude kan godt kaldes for store tudedag, det er længe siden jeg har ladet tårene trille som jeg gjorde, selvom jeg gjorde alt for at holde dem i mig, men Palle var kanon, han insisterede at give føleserne frit løb og det fik de så lov til. Men for at starte fra en ende af, så blev jeg ført længere ind i trance end første gang jeg var der. Jeg skulle gå ned af en trappe og for hvert trin kom jeg længere ind i trance. Jeg skulle bl.a forestille mig et rum med to stole, jeg sad i den ene stol, og ind kom de folk der lå og roede i min underbevidsthed. Det var bl.a. noget familie som jeg var lidt vel utilfreds med. Min mormor kom også ind, ikke fordi jeg havde problemer med hende, udover jeg savner hende forfærdelig meget ( hun døde i 2002 ) – hmm nu sidder jeg med tåre igen. Jeg kunne ikke slippe hende så hun måtte ind og ud af det rum et par gange, jeg har sluppet hende lidt, men hun får nu lov til at være i min underbevidsthed, hvor jeg trækker hende frem engang imellem og mindes ”momse”.
Når folk kom ind i det rum som jeg skulle forestille mig, skulle jeg fortælle dem hvad jeg syntes / mente og så tilgive dem, ikke tilgive dem for at være nogle dumme svin o.lign. men for at jeg kunne komme videre. Noget andet der forbavsede mig var en der mobbede mig det halve år jeg holdt ud på Handelsskolen ( han kunne ikke tåle at min hobbies ikke just er de helt normale som sport og i den dur ). Jeg havde egentlig lagt ham på hylden – det er immervæk 10 år siden her i 2006 og tænkt at det er trist at han ikke har andet at give sig til – men ind kom han og så fik jeg våde øjne igen, men han fik klaps verbalt og tilgivelse for at jeg kunne komme videre, han fyldte mere end jeg selv troede....
Efter dette blev det hele lagt bag den mur som vi fik bygget under det første besøg, jeg husker så tydeligt at Palle sagde at det var lyst på den ene side og mørkt på den anden og jeg skulle gå ud på den lyse side. Jeg stak hovedet igennem ”muren” og ganske rigtigt der var varmt, dejligt og lyst på den anden siden, jeg tog hovedet tilbage til kroppen – den stod jo på den mørke side, jeg konstaterede at der var mørkt og koldt endnu, så jeg kunne jo ligeså godt gå ind på den ”gode” side, da jeg gik ind blev muren forseglet og jeg kunne ikke komme tilbage – det var helt ok med mig!
Da dette var overstået tog vi lige fat i mit tinnitus, det lykkes faktisk Palle at slå den ihjel og det varede i ca. 1½ døgn så kom den igen – for første gang i 10 år var der tavst i øret – SKØNT!!
Vi var vist igennem flere ting, men jeg husker det du lige har læst bedst.

Sidste gang

Det var faktisk lidt trist at skulle herud og vide at det nok var sidste gang i denne omgang, for det er rart at komme forbi og når man kom hjem begyndte forandringerne stille og roligt Denne gang skulle det berømte prik sættes over i'et, jeg kom langt ind i trance og slappede fuldstændig af ( så meget da jeg kom ud af trancen var mine ben meget slappe... ).
Vi skulle lige prøve om vi kunne få tinnitussen til at klappe i igen, men denne gang ville den ikke forsvinde helt, men kom ned på et roligt leje, så det var til at holde ud, men den kommer og går nu, så det skal jo nok være sådan, men den skriger ikke så vildt som den gjorde før.
Prikken blev sat og jeg lærte et rart værktøj, nemlig selvhypnose, som jeg af og til bruger, der var f.eks en dag jeg havde en aftens vagt – ikke nemt når man er plejer at arbejde i tidsrummet mellem kl. 05.30 – 17.45 og ikke som her mellem kl 14.30 – 0.00. Jeg havde krise omkring kl. 21.00 for der plejer jeg at tænke på at skulle i seng, så jeg tog lige en slapper med selvhypnose og sagde at jeg skulle være frisk og vågen. 15 min efter sad jeg og var nok så frisk. Det er s.. smart !

Bagefter
Her bagefter kommer tingene stille og roligt, det tager lidt tid, men man kan mærke at det hjælper. Vi nærmer os hastigt den tid hvor det snart bliver efterår og mørkt, i denne periode plejer jeg at være ret umuligt, men i år genere det mig ikke – herregud det er da kun et par måneder så vender det igen – underligt at skrive dette – havde det være før havde det været sarkastisk skrevet, men nu genere det mig ikke, og skulle det, ja så kan jeg jo lytte til den CD som jeg også har fået med hjem.
Ud over jeg selv mærker forandringerne så kan mine omgivelser også mærke det, jeg går med ”oprejst pande ” og ikke nedbøjet som jeg plejer eller rettede plejede.
Jeg har min mur og tingene kan ikke ramme mig, endvidere er der en sjov detalje med den mur. I dag hvor jeg har overskud til at fortælle om min depression spørger folk hvorfor jeg var nede i kulkælderen, jeg skal faktisk tænke meget hårdt over det, for jeg kan ikke bare sige det, for det er på den anden side af muren – underligt, men rart – bestemt! 

Jeg fortryder en ting i hele det her forløb og det er ganske simpelt at jeg ikke kom ud til Palle noget før, men sådan kan man jo altid være bagklog, og til tider har man jo ikke overskud til det, simpelhen fordi man har nok i at få dagen til at gå og hænge sammen...
Så sidder du og overvejer, så stop med det, tag af sted, pengene er givet så godt ud!!

Jakob Christensen

Fra: dorte clausen [mailto:nrui_redaktion@......com]
Sendt: 2. marts 2006 20:32
Til: palle@hypnose-vejle.dk
Emne: RE: SV:

Hej Palle

Jeg har selvfølgeligt ikke glemt dig. Jeg har gerne ville afprøve om hypnosen hjalp i længere tid og det kan jeg fortælle at det gør den.

Som du ved har jeg gennem min barndom (med alkoholisk far og en mor, som følte sig som martyr fordi hun kunne klare det!) altid følt mig som om der ikke var brug for mig og at jeg ikke var noget værd. Efter at have fået to børn med en mand jeg elsker højt blev det for lidt over 5 år siden opdaget, at jeg led af en depression.(jeg havde oprigtigt lyst til at begå selvmord og planlagde det ofte i både tanker og i handling uden dog at gøre et effektivt forsøg). Jeg fik medicin, som hele tiden blev sat op og ændret uden virkning, og gik samtidigt hos psykiater i næsten et år før jeg kom i gruppeterapi i et halvt år. Da dette forløb var endt, må jeg indrømme, gad jeg egentligt ikke lægerne mere - jeg var åbenbart ikke noget værd og det måtte jeg så lære at leve med!!!!

Efter mere end 5 år på medicin - sagde jeg tl min mand at enten ville jeg ud af medicinen og være rask eller også ville jeg have hans samtykke til at jeg opgav livet!!! Faktisk sagde jeg til ham at jeg ville forsøge hypnose eller healing og hvis ikke dette hjalp - så ville jeg dø - Det var ikke et liv at byde mine to børn, at de hele tiden skulle tænke på hvordan mor havde det - de var trods alt kun 7  og 9.

Skæbnen ville at jeg gik ind på din side Palle. Jeg kontaktede dig og blev ærlig talt noget skeptisk, da du sagde at jeg efter tre gange ville være ude af min depression - men prøves det skulle det.

Efter to gange hos dig kunne jeg ærlig talt ikke forstå hvorfor jeg nogen sinde havde haft lyst til ikke at leve - LIVET ER HERLIGT - min mand mente han havde fået en ny kone han overhovedet ikke kunne kende - der pludselig selv tager initiativ til nærvær og sex, som griner og kan rumme og bære over  med børnenes tumlen og leg. Mine børn har også fået det meget bedre - de er ikke nær så trykkede som de før har været .

Jeg kan kun sige dig TAK - DU HAR REDDET MIT LIV - jeg er på halv dosis medicin - har ikke haft "tilbagefald" i 4 uger på den halve medicindosis og lægen, min familie og jeg ser meget optimistisk på et liv UDEN MEDICIN i nær fremtid.

Kære Palle 1000 TAK

Hilsen

Dorte

Dorte har nu været til en sidste behandling ½ år efter og er helt ude af sin medicin ”lykkepiller”  i samråd med sin læge.

PeakCounter